Koncert med DR SymfoniOrkestrets Blæserkvintet
Syddansk Musikfestival inviterer til klassisk koncert på Krengerup Gods med DR SymfoniOrkestrets Blæserkvintet
Kammerkoncerten afholdes i hovedbygningens smukke og luftige musiksal, der præges af de farverige kinesiske tapeter - et rum, der står omtrent, som da huset blev bygget i 1772.
Kvintetten vil bl.a. spille værker af Carl Nielsen, og i pausen serveres en forfriskning. Det bliver uden tvivl en aften, hvor den vidunderlige musik og de historiske omgivelser vil gå i ét.
DR SymfoniOrkestrets Blæserkvintet
DR Symfoniorkestret har en lang tradition for at råde over soloblæsere i verdensklasse. Ulla Miilmann, fløjte, er en af orkestrets kendteste profiler og har for sit spil modtaget det store Carl Nielsen Legat. Eva Steinaa blev solooboist i en alder af bare 20 år og er for længst anerkendt som en af landets førende klassiske musikere. Den fransk-amerikanske klarinettist Johnny Teyssier og den norske fagottist Audun Halvorsen har til DR Symfoniorkestrets held valgt at slå sig ned her. Det samme gælder solohornist Lasse Mauritzen, der har være solohornist siden 2006, hvad flere udenlandske orkestre er misundelige over!
Billetter kan købes her.
For spørgsmål eller mere information, besøg Syddansk Musikfestival.
Vel mødt!